Så er det tid til at sige farvel til den familie vi kender og forberede os på at vi bliver en mere. Da vi ventede den yngste yndlingsdatter fik vi den idé at tage i sommerhus og koncentrere os om den eksisterende familie og være intens sammen en lille uges tid, så vi havde det at se tilbage på. Det var en rigtig god ide og derfor havde vi besluttet at det skulle ske igen. Som sagt så gjort. Vi lejer et sommerhus, hvor der er adgang til svømmehal (pigerne elsker vand), muligheder for gode udflugter og hvor der kan bestilles slutrengøring (for jeg har ikke energi og lyst til at bruge min sparsomme tid på det). Og så starter vanskelighederne!
Da vi ankom, var huset ikke gjort ordentligt rent. Jeg har i forvejen det rigtig svært ved at skulle bo i udlejningshuse. Jeg har åbenbart udviklet en eller anden form for berøringsangst for andres skidt og det er ikke godt, når man skal på ferie. Brusekabinen ikke gjort ren, og sådan noget giver mig kvalme, sorry men sådan er jeg åbenbart blevet. Køkkenet var klistret, køleskabet beskidt og værst af alt bestik, tallerkner og skåle var fedtede. Jeg kunne slet ikke klare det. Vi blev så enige om, at vi bare måtte vaske tingene efterhånden som vi skulle bruge dem...ja den stakkels husbond må finde sig i meget med mig! Men da vi så skulle igang med maden, var panden så ulækker og ridset, at den slet ikke kunne bruges. Gryderne var ikke gjort rene. Jeg må tilstå at jeg stortudede. Vi pakkede ungerne og tog ud for at spise.
Jeg ved det er noget mærkeligt noget med det rengøring. Det rager mig en høstblomst hvis det er derhjemme det sviner, der er ingen af mine piger der lider af støvallergi. Heller ikke noget problem når jeg besøger venner og bekendte. For jeg ved jo, at vi alle kan have perioder hvor vi ikke har et Bo Bedre hjem, der er clean og ryddet og alt det der, men så snart jeg er ude, hvor det drejer sig om "fremmede" mennesker, går jeg kold. Jeg får det fysisk dårligt. Og så undrer det mig, at andre vil efterlade "deres" sted i den tilstand.
Tror det varer lang tid før husbonden vil være med til, at vi lejer sommerhus igen ;-) Måske vi skal til at blive bedre til at låne venner og bekendtes hus, når de er ude at rejse! Så hvornår er I afsted næste gang? ;-)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar