Mysmysbarn

SÅ skete det. Der er langt om længe kommet et nyt medlem i familien. Okay det er ikke den blodbeslægtede del, men noget nær det nærmeste man komme det. Min ynglings "storesøster" og hendes mand er efter mange års venteitd endelig blevet forældre. Jeg har lige været inde på deres hjemmeside Mysmys og se billederne af deres dejlige dreng. Det var lige en omgang til tårekanalerne. Hvor er han bare dejlig og hvor ser forældrene glade ud. Det luner langt inde i efterårshjertet at se de tre glade væsener.

Da sjællænderne for snart 3 år siden fortalte os, at de havde besluttet sig for at adoptere, blev vi meget glade på deres vegne. Med lidt held ville vi få jævnaldrende børn, da vi selv ventede vores yngste. Det første år gik og den store euforiske samtale om børn, blev knap så euforisk. For hvornår kom det barn? Det så mere og mere dystert ud. Det var en forfærdelig tid. For man vil så gerne holde optimismen oppe og være støttende, men samtidig gik jeg rundt med en frygt for, at ikke ville få oplevelsen at blive forældre.

Jeg ved, at de har været igennem en masse tanker om det at blive forældre via adoption. Det har vi som pårørende også. Jeg mener, helt ærligt, man aner ikke hvilket barn man får i hænderne. Når jeg tænker på alt det, der er skrevet om barnets tarv og den vigtige påvirkning af det spæde barn, så har jeg i perioder gået rundt med en hård klump i maven. For hvad er det for et barn der kommer? Hvad nu hvis barnet ikke kan lide forældrene eller hvis man slet ikke passer sammen? Jeg ved godt, at sådan bliver det ikke i virkeligheden, men tankerne kan forstyrre rigtig meget.

Da sjællænderne besøgte os i sommers fortalte de os, at de ikke mere var så optimistiske med at få barn. Adoptioner fra Kina var næsten sat i stå og inden for et par år ville de skulle igennem hele processen igen og det var de ikke sikre på de kunne klare. Når jeg tænker på deres fortællinger om deres "kurser", de skulle igennem for at blive erklæret egnet som forældre, priser jeg mig lykkelig for, at vi har haft nemt ved at få de to bølleprinsesser vi har.

Og hvad sker der så? De ringer to dage efter i vild jubel. De havde fået en liste over børn med specielle behov og på den liste var deres søn! Hvad han lavede der vidste de ikke, men nu skulle han hentes hjem og det så hurtigt som muligt.

Det har været en sand lykkerus at tænke på dem men samtidig kom igen de der forfærdelige tanker. Hvad nu hvis...der går noget galt og de alligevel ikke får ham...han ikke kan lide dem...flyet falder ned...jorden går under. Som den opmærksomme læser nok kan forstå, så har disse tanker ingen hold i virkeligheden, men derfor er de der stadig. Det vil sige, nu har jeg lige set de dejlige billeder af den nye familie og dermed er tankerne pakket langt væk.

Min nye "nevø" er superdejlig og jeg glæder mig allerede til at han er kommet hjem, har lært sin far og mor at opføre sig ordentligt, så de ikke er for pylrede. Så kan jeg nemlig få ham til Kolding og sørge for, at han får en ordentlig dosis tøsebaciller og blive forkælet ud over alle grænser (hvilket han jo selvfølgelig ikke vil blive hos sin far og mor ;-))

Så et stort tillykke til det nye forældrepar og lige på falderebet: Velkommen til en ny verden, hvor nattesøvn kan være en mangelvare, med skoldkopper, halsbetændelse, snotnæser, forældresamtaler med børnehaven, pletter på tøjet og superkrammere af et lille væsen man elsker overalt på jorden.

Tillykke og skynd jer nu hjem

Syge børn eller hvordan man sikrer sig at forblive ukendt på sit nye arbejde.

Det er så fedt at være startet på nyt arbejde. Den energi jeg har om morgenen er helt fantastisk. Jeg nyder pendlertiden i toget og jeg nyder at være på arbejde. Jeg vidste slet ikke det kunne være på denne måde.

Desværer er jeg endnu ret ukendt på min arbejdsplads selvom jeg har været ansat i 1½ måned. Min ældste OG yngste bøllepige har skiftedes til at være syge. Dødssyge (næsten) børn er på ingen måde noget at kimse af. Først den yngste med feber, hvorfor ved ingen. Efter et par dage får den ældste ondt i maven, så går der lige to dage med det. Det er altid hyggeligt og sikke en odeur der breder sig i villateltet!

I min store naivitet tror jeg,at nu skal jeg til at bruge kræfter på mit nye job. HA! Den yngste får igen høj feber. 40 i feber er ikke noget af spøge med. Flere har også spurgt om vi ikke skal have doktormanden til at se på hende. Hver gang vi spørger doktormanden om noget får vi spørgsmålet: "Har i kontakt med børnene? Svarer de på jeres henvendelser?" Hmm. Nu er det sådan at vores unger ikke som sådan lader sig mærke med at de har feber. Vi kan godt snakke med dem, når de har feber. Om de svarer os kommer jo helt an på hvilket spørgsmål vi stiller. Venter vi til filmen er færdig og de små stakler mangler noget, ja så kan de da godt svare på spørgsmålet: Skal i have noget at spise? Ellers er det for døve øren vi spørger, men det har vist nok ikke noget med feberen at gøre. Hvorom alting er, så blev den yngste rask igen (tror vi da nok).

I mandags var den så gal igen. Efter 14 dage med syge børn melder den ældste sig med 40 i feber. Dejligt. Endnu engang kommer debatten, hvem bliver hjemme og hvis arbejdsplads er den heldige vinder af et styk medarbejder i dag! Efter et par dage, blev vi enige om en tur til doktormanden, der kunne komme med dommen halsbetændelse. Til den ældstes store begejstring har doktoren ordineret is som en del af helbredelsen.

Jeg glæder mig til at denne sygdomsperiode er overstået. Jeg glæder mig til at barnets 2. sygedag bliver indført og ikke mindst glæder jeg mig til at have to storsmilende børn igen.

En lille krølle på istorien er, at husbonden lige er kommet hjem. Han har et forkølet øje(?). Det går rigtig godt i villateltet.

BørneBLOGGEN på biblioteket eller BørnebiblioteKARENs blog???

Hvad er det der er med blogs? Der bliver snakket en del om dem og der er mange, der skriver på blogs og har deres egne blogs, men hvorfor? Hvorfor har man en trang til at fortælle om det man laver, så alle kan læse om det? Hvorfor gider man selv at læse om det andre skriver?

Jeg selv skriver på denne blog, fordi der er flere i min omgangskreds, der påstår de læser den og dermed kan følge lidt med i hvad der sker. De brokker sig dog godt nok over, at der ikke sker nok! Jeg skriver bl.a. fordi jeg skulle. Det var sådan det startede, som en opgave i forbindelse med arbejdet. Men jeg kan også godt se, at det er en god måde at få nogle tanker ud. Tanker om det der optager mig og som forhåbentligt optager andre.

Men hvorfor er det at bibliotekerne gerne vil have blogs? Er det fordi det "bare" er oppe i tiden eller tror man, at det rent faktisk kan bruges til noget. Hvem er det bibliotekerne vil blogge for? Er det lånerne? Og hvis det er, hvad skal de så vide? Er det for bibliotekarerne selv eller politikernes skyld? Jeg står selv over for at skulle definere en blog for børnebiblioteket. Men skal børnebiblioteket have en blog, er børnene interesseret i at læse sådan en eller er det til børnenes voksne vi skal skrive?

Jeg hælder mest selv til, at det kunne være interessant som voksenbruger, at læse en børnebiblioteksblog. Et sted hvor jeg kan få oplysninger om hvad der rører sig for mine unger, hvordan kan jeg udfordre mig selv som forældre i forhold til børnebøger og hvad sker der egentligt på børnebiblioteket når ungerne er der alene? Jeg må tænke videre og finde et rigtig godt koncept og håbe det vil blive brugt.

Hvis der nu er en enkelt der en gang imellem kigger på denne side og skimmer hvad der står, kan du så ikke overveje dine tanker om blogs? Skrive et par ord til mig om det. Det kunne være lidt rart at høre andre komme med input og specielt da også, hvis du er den ene i omgangskredsen der IKKE har med biblioteker at gøre :-)

Hip Hip hurra

Det er en fantatisk dag i dag. Min fødselsdag, morgenhygge og pakker kan man så bede om mere? Måske at det fortsætter i morgen med?

Jeg var ellers ikke tilfreds da vækkeuret ringede om morgenen. Jeg sov og jeg sov godt, for weekenden havde stået på familiefest, hvor der ikke blev sparet på drikkevarerne og det smagte rigtig godt :-) Under alle omstændigheder var jeg ikke verdens friskeste fødselar da P3 værterne brølede godmorgen i øret på mig. Så er det gode jo, at man har et par dejlige piger, der kan få en i superhumør og det kunne de i morges.

Min ældste havde selv skrevet fødselsdagskort (man er vel begyndt i skole) og lavet et meget flot armbånd til mig. Som jeg selvfølgelig har på i dag :-) Den yngste slog øjnene op og udbrød: Min mor. Mor sød. Og gav en kæmpeknuser og mere er der ikke at sige til det. Husbonden havde (som sædvanligt) sørget for morgenmad, smoothie og madpakke til mig og så var dagen godt i gang.

Det er til gengæld en lang dag på arbejde. Mødte ind til en formiddagsvagt OG en aftenvagt og kan derfor nyde min nye arbejdsplads i 10 timer på min fødselsdag. Jeg kan se frem til en super fødselsdagsmiddag: en kold øl serveret til en sildemad. UHM