torsdag den 20. maj 2010

Skaaat hvor mange streger er to?

For et par dage eller lidt mere siden, gik vi rundt og hyggede os i hverdagen. Husbonden og jeg var godt i gang med vores spændende jobs. Han var gangske tilfreds med, at jeg havde fundet det nye job som leder af et større børnebibliotek, godt nok talte jeg ikke om andet end børn, kultur og bøger, men jeg brokkede mig i det mindste ikke så meget over jobsituationen, som jeg havde en tendens til tidligere.

Selv børnene var begyndt at opføre sig og det var dejligt at mærke, at de også blev ældre og mere selvhjulpne. Jeg havde godt nok talt om lykken i at være gravid, men den tanke blev mere og mere fjern bl.a. fordi sådan huskede husbonden ikke tidligere tidender og fordi jeg efterhånden nød den frihed to store piger giver.

Derfor var det ikke en velkommen smerte jeg fik i lænden for mange morgener siden. Det plejede jo at være indikator for katastrofal ændring af kroppens udseende. At jeg også fik brystspændninger og jeg ligefrem lækkede, gjorde mig noget nervøs. Der var dog ikke andet for en at begå sig i det nærmeste indkøbscenter og få fat på test, om ikke andet så for at fortælle mig selv, at det var noget jeg bildte mig ind.

De der tests er ret lette at bruge. Sæt dig ned og tis en tår på pinden og efter et par minutter så har man svar. Nemt. Okay jeg går i gang. Det skal helst ske om morgenen, tjek, og helst så tidligt at pigerne sover, tjek, og så bare i gang, tjek. Vente og vente og kigge og ikke noget at se. Okay jeg venter så lidt mere og vente og vente og kigge stadig ikke noget og dog er det der en streg hmmm eller er det to? hmmmm jeg kan ikke se noget. Hvorfor h... har jeg også kun købt en test. Ingen svar og husbonden kan leve videre i lykkelig tro på fremtiden.

Et par dage efter har jeg fået indkøbt en duopakke (der er to tests i). Så har jeg jo hvis det går galt en anden gang. Morgen...tjek, piger sover...tjek, tisse...megatjek. Faktisk så meget tjek at det ikke kun er spidsen af testen der bliver våd. Nej nej hele testen og min hånd og... Bare for en god ordens skyld, hvis den ene læser af denne blog skulle have brug for et godt råd: Nej test virker ikke hvis de bliver badet i tis! Der var ingenting at se. Jeg skulle i gang med test nummer tre. Tis...tjek, eller øhh alt gik galt. Til sidste lykkedes det endelig og der ventes...og ventes...HUSBOOND vil du godt lige komme...hvor mange streger er de her? Er der nogen? Hmmm en eller to, hvor mange skal der være? Det kommer vel an på hvad svaret skal være...der er vist kun en. PUHA hvis der kun er en så er det godt nyt, så slipper vi med skrækken...eller er det der optakten til streg to?

Panik, det tror jeg nok, ud med den lortetest og så kan det hele sgu også være lige meget! Det kan det jo ikke, så efter en halv times tid kigger jeg lige på den igen. PIS den er god nok. To streger eller det vil sige en streg og noget meget svagt lyserødt der ligner en streg. Det er ikke godt. Husbonden maner til ro, der er ingen grund til panik endnu. Prøv nu lige doktormanden for at se om det nu også er rigtigt. Okay.

Hos doktormanden siger de: Tjah der er et lille udslag. Du er en lille smule gravid! Ja undskyld mig, hvordan er man en lille smule gravid? Altså enten er jeg vel gravid eller også er jeg ikke! Det er jeg så, altså gravid. Hjem og tude...i vildskab...for hvad fanden gør vi nu?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar