Og vi trækker skuffen ud...

15 små størrelser der tuller rundt og vælter over egne ben og samtidig forsøger at få lidt lyd ud af raslebøsserne. Pragtfuldt! Intet mindre. Det var med bankende hjerte jeg tog imod de små pus her til formiddag, for selv om jeg har øvet og øvet derhjemme for mine egne små poder, skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg IKKE er professionel musiker.

De sidste mange dage har jeg altså øvet og øvet mig på guitaren, fundet ud af, at jeg ikke kan så mange akkorder og hvad gør jeg nu med de sange der står i f-dur og kan jeg ikke spille dem i d-dur og alt det der. Jeg har øvet så meget, at jeg har fået vabler på fingerspidserne og det er ikke rart, specielt ikke når meget af min tid går med at hamre i tastaturet. Det gør lidt avs.

Jeg var også lidt usikker på, hvor mange der ville være interesseret i, at jeg klimprede lidt på guitaren sammen med børnene. Temmelig mange viste det sig. Så mange at jeg bliver nødt til at afholde det et par gange mere.

Men nu er alle kvaler glemt. Det gik godt, jeg spillede forkert en hel del gange, børnene sang ikke så meget med. Jeg havde glemt, hvor hårdt det er at synge hele tiden OG spille på guitaren OG holde øjenkontakt med de små. Heldigvis var det nogle søde børn og voksne og de vil meget gerne være med igen. Det er dejligt.

For hvor er det lækkert at se ungerne rocke frem og tilbage, danse rundt på gulvet og høre deres spæde stemmer synge med. Hvor er det dejligt at se og høre dem udfolde sig. Der er al for lidt livemusik for børn på bibliotekerne. Vi skal have mange flere ud og lære børnene at kende forskel på klassisk, jazz og rockmusik. Problemet er endnu en gang ressourcer, for det koster at få en kunster ud, hvilket er fuldt forståeligt. Desværre er kontoen for arrangementer meget lille de fleste steder og man må prioriterer. Jeg har valgt at få ET teaterstykke på biblioteket og derfor er der ikke råd til andet. Derfor bliver børnene i Agerbæk udsat for mig og mine famlende forsøg på at få rigtige lyde ud af guitaren. Men det er ærgeligt, at der ikke overalt i landet bliver brugt mange penge på, at børnene får en masse forskellige kulturelle oplevelser på bibliotekerne.

- Vi havde også besøg af pressen, så man kan læse om det i Jyske Vestkysten :-)

Cha-cha-cha

Hvad er nu det? Ja det er mig på billedet. Jeg skal afholde baby-bongo på biblioteket i Agerbæk. Mit lille bibliotek hvor jeg altid har sat kultur for børn meget højt, desværre er der blevet færre og færre penge til kulturarrangementer for børn og så må jeg jo selv træde til.

Jeg har fået min fars gamle aflagte ø-lejr guitar. En guitar jeg har hørt mange nætter på diverse ølejre, hvor vi sad og drak øl og skrålede Lars Lilholt sange. Ja, i min spæde ungdom tog min far, Louise og jeg på ø-lejr hver sommer. Det var specielt og anderledes, men også meget skægt. Den tror jeg nu, vi tager en anden gang. Men guitaren har jeg altså fået og med den muligheden for at klimpre lidt indimellem.

Frederikke og Amalie synes, det er supersjovt, jeg sidder og spiller børnesange, mens de tumler i deres hvide plastikbadekar. Jeg rammer måske ikke altid den rigtige akkord, men de nyder, at vi synger sammen.

En dag fik jeg den geniale idé, at jeg kunne spille for dagplejebørnene i Agerbæk, jeg forelagde idéen for min kære søster og hendes bemærkning viser hendes evige opbakning til mig og mine idéer: "Er du sikker på du kan det?" (meget skeptisk) Jeg tror, jeg kan. Det er bedre at forsøge og finde et par forkerte greb end slet ikke prøve. Så derfor: Bered jer børn i Agerbæk, hvis I kommer til Agerbæk Bibliotek mandag d. 21/4 kl. 9.30, venter der jer en oplevelse.

Om ikke andet havde vi meget sjov ud af at tage billedet!

Den lille hvide pind

Nej det drejer sig ikke om cigaretterne, dem lagde jeg (næsten) på hylden, da jeg ventede Frederikke og Amalie. Det drejer sig om Troldepus' hvide pind, den der gør ham usynlig. En lille hvid pind han putter i munden og vups, er han usynlig for alle andre end trolde. Den gad jeg godt have. Min yngste datter Amalie, er overbevist om at hun har den, hun ved bare ikke, hvad det er. Når hun bliver sur eller stædig stiller hun sig hen i et hjørne med trutmund og lukkede øjne. Så er hun væk og det er alle vi andre også! I mit eget tilfælde kunne jeg godt bruge den, når jeg kan se, at der trænger til at blive gjort rent derhjemme eller min far ønsker jeg skal lave noget for ham eller ungerne er overbeviste om, at vi skal lege frisør. Ind i munden med pinden og ingen kan se mig...

Hans sorte pind kunne jeg også godt bruge. Man ønsker sig et sted hen og vupti så er man der. Den kunne jeg rigtig godt have brugt mange gange. Jeg tilbring mange timer i min bil og det er såmænd hyggeligt nok, men en gang imellem ville det være rart at slippe for umulige lastbilchauffører, der partout skal ligge og køre ræs side om side på motorvejen med 80 km/t. Eller manden fra Brønderslev (det kalder man dem, når man kommer fra Nordjylland) med den bløde hat, der ligger midt på motorvejen og ikke kan finde ud af om han skal køre i det ene eller det andet spor og det hele foregår lavt i sædet, så han knap nok kan se over rattet og kører 70 km/t. Alle dem ville jeg slippe for hvis jeg havde Troldepus' lille sorte pind.

Jeg kunne nu også godt bruge en pind, der sikrede mig muligheden for at gå tilbage i tiden, så jeg kunne lave om på en enkelt ting eller to. Bare en dags tid. Så jeg kan få sagt de rigtige ting på rette tid og ikke komme i tanke om dem, når det hele er overstået. Her tænker jeg ikke på svaret til den umulige låner, der står og råber dumme ko af en, fordi vedkommende ikke har afleveret til tiden og skal betale en tier i bøde. Hvorfor han råber har jeg endnu ikke fundet ud af. Det er som om folk tror, de kan behandle offentlige ansatte uden den mindste form for respekt, bare fordi de er offentligt ansat. Nej jeg har brug for den, når jeg endnu en gang har ladet min entusiasme tage over og hvirvlet rundt som en tornado. Fortalt om de fantastiske ting der kan ske når man sætter ord som bibliotek, formidling og udvikling sammen, blevet rød i hovedet af iver over de mange muligheder der findes med lidt kreativitet. På den måde kan jeg gå tilbage og fortælle at jeg IKKE kun er en tornado, men også en vind, der sikrer at verden består og drives fremad, så alle er parate til en ny omgang med tornadoen. Men desværre har jeg ikke den pind og den savner jeg.

Heldigvis har min søster været på besøg og taget et billede af mine dejlige piger. De får mig til at tænke på forår og lyse tider forude. Og inden længe har jeg glemt alt om uvejret og er ovenpå igen, med al min entusiasme og engagement, parat til at vælte andre.