Sjuft!

Jeg fik en ubehagelig opringning i går på vej hjem i toget. "Goddag det er politiet, har du en bil parkeret nede ved havnen?"

Det viser sig så, at en eller anden idiot har smidt en stor sten ind gennem en rude. Der sad jeg så i toget og prøvede på at huske hvad der lå i den bil. Normalt glemmer ungerne både nintendo og ipod i bilen, men det eneste de havde efterladt denne gang var et par gamle pinochiokugler og hvorfor stjæle dem? Så var det lige, at den ældste skulle til violin om eftermiddagen, så violinen lå der. PIS det er en der er lejet på musikskolen og det er ikke en Stradivarius, men det koster lidt.

Stenen bliver nu brevpresse. Jeg tilbragte lang tid med at få støvsuget bilen. Der var glasskår overalt. Jeg fik selvfølgelig skåret mig et par gange og kan dermed konstatere at der nok ikke findes vampyrer i nærheden af Villateltet.

Bilen er nu sendt ud til min meget driftssikre mekaniker og han lover at den bliver lavet med det samme. Tak.

Berlin del 3

Det er i dette indlæg det store bilspørgsmål forekommer!!!

Mit mareridt inden vi tager afsted på ferie er at jeg bruger den første feriedag på at gøre rent i den hytte vi har lejet. Og her er der ikke tale om mareridt når jeg sover, det har som regel været første dags beskæftigelse. Når jeg tænker tilbage på de steder, hvor man har kigget ind i skabene og kan se, at tallerkner og pander og alt muligt andet, er blevet skyllet i koldt vand og sat vådt i skabet, fordi de tidligere lejere havde travlt med at komme ud. ARGH. Derfor har jeg ofte stået første feriedag og gjort rent.

Denne gang er så undtagelsen der bekrætiger reglen. En lækker lejlighed møder os og der er pænt og rent og pigerne jubler, for de skal dele soveværelse. De går straks i gang med at indrette værelse og gøre pænt. Den ældste indretter det ene sengebord med ipod, nintendo, høretelefoner, jumbobøger og en enkelt bamse. Den yngste står og stryger blidt over sengen og siger hvor er her fint.

Vi er kommet ret sent til Berlin efter de mange timer i kø på motorvejen, så aftenen store kulinariske oplevelse bliver: Burger King. Til stor fornøjelse for de to medbragte børn, så er det ferie og ikke noget af det grønne økomad.

Søndag skal vi ud og se på byen. Klapvognen bliver fundet frem og afsted går det. Alt er lukket i Berlin, så der er ikke mange muligheder for at bruge penge, men vi finder da et sted at spise frokost. Et indisk-pakistansk spisested, der har øko-køkken. Ikke det store hit for pigerne, men de fik da noget mad. Er lige forbi en stor legeplads og det er noget de kan i Berlin. Der er legepladser næsten overalt, de er store og velholdte og fyldt med børn.

Næsten hjemme spørger jeg efter bilnøglen, skal lige have sat klapvognen i bilen. Min kære husbond...øh nøglen???...den har jeg ikke...den må sidde i bildøren!!! Vi har så været på gåtur hele dagen. Bilen har stået parkeret fint og flot med nøglen i døren. Bil og nøgle er der, da vi kommer tilbage, jeg fik lidt ondt i maven et kort øjeblik, for det skulle lige passe bilen blev stjålet. Og nu til dagens store spørgsmål:

Er bilen så gammel, at der slet ikke er interesse for den. Det kan ikke helt være, for der sad et kort i ruden lige over låsen, hvor nøglen sad i, med en reklame for at få lov til at sælge vores bil. Men jeg kan være lidt i tvivl. Hvad kan tyskerne se af dårligdomme på bilen, som vi ikke kan???

Eller er det fordi vi boede i verdens roligste kvarter? Lejligheden ligger midt mellem 2 besatte huse, der er fyldt med autonome og demonstrationer hver weekend, men der er roligt.

For at styrke vores nerver blev vi enige om at finde et godt sted at spise. Et lille hyggeligt italiensk sted, med god enkel italiensk mad, god vin og meget søde tjenere. Den mindste lærte hurtigt at man ikke må gå i vejen for tjeneren, den ældste spiste en kæmpe portion lasagne og begge piger var ude og charmere den søde blomsterhandler (nej husbond jeg tror ikke han er bøsse) og hans hund.

Berlin del 2

Og afsted gik det. Som sædvanlig kom vi ikke ud af døren, som vi havde regnet med. Vi er nogle snøvlehoveder, men afsted kom vi og solen stod højt på himlen, benzintanken fyldt op, olien tjekket og masser af sprinklervædske til at fjerne lig fra forruden.

Et par dage inden vi tog afsted fik vi en dejlig pakke af sjællænderne. En Garmin så de var sikre på vi kom hjem igen. Et udemærket lille stykke legetøj at have med i bilen. Alle de oplysninger man kan finde der. Vi fik brug for den, selvom det bare er at køre ligeud for at komme til Berlin fra Kolding.

Altså afsted går det og vi nærmer os den dansk-tyske grænse og kører over den dansk-tyske grænse. Hvad var det lige vi skulle bruge de pas til??? Videre i højt humør og så stop. Kø! og mere kø! Vi ryger ind i køhelvedet. Ungerne klarer det i stor stil. De sidder bare på bagsædet og hygger. Vi sidder lidt og kigger og pludselig begynder det at ryge op fra bilen. Først slår vi det lidt hen, men til sidst kan vi ikke ignorere det. Jeg begynder så småt at panikke. Det her er typisk, vores første tur over grænsen, første gang jeg skal køre i Europa og så holder vi i kø og bilen bryder i brand!

Det gjorde den så ikke, jeg ringer hjem til min mekaniker med det til følge at vi sidder i kø på motorvejen i Tyskland i 30 graders varme med fuld drøn på varmeanlægget. Det virker og vi er glade igen.

Efter mange timers kørsel er vi endelig i Berlin og skal finde lejligheden. Vi sendte mange glade tanker til sjællænderne og deres fantastisk gave. Nu havde selv jeg mulighed for at finde rundt i en by større end tre gader.

Stem nu!

Skanderborg

Lige en lille afstikker til Skanderborg. I år skulle søsteren og jeg på Skanderborg igen, igen. De sidste par år har vi været afsted, det har været lækkert at overnatte i søsterens hyggelige lejlighed, invitere gamle underboer på bad og drikke sig totalt i hegnet. I år kunne det ikke lade sig gøre, søsteren er flyttet fra byen og derfor havde vi valgt kun at tage en enkelt dag på festivalen. Valget faldt på fredag, for der skulle familieorkestret spille og så kunne det da ikke gå helt galt.

Det gjorde det sådan set heller ikke. Det var bare ekstremt sørgeligt at stå i kø til armbånd og vide, at man ikke skulle kaste sig selv i grams hele festivalen. Det var som om, at man ikke kunne tulle rundt som man plejer, for vi skulle jo OPLEVE den ene dag vi havde. Men havd oplevede vi så?

Vi oplevede en del musik på Bøgescenen men ikke på nogle af de andre scener. Jeg fandt ud af, at Thomas Helmig ikke er så ung og smækker i sit blå tøj længere. Udemærket koncert hvor mange sang med og man genoplevede hele sin ungdom. Men man stod ikke og savlede over forsangeren. Til gengæld r..kedede jeg mig under Tina Dickow. Hun var ikke et hit på den store scene. GAAAAB.

Familieorkestret spillede højt, meget højt og jeg mener meget højt. De havde besøg af alle vennerne og det er jo altid fedt. Men jeg var brugt efter den koncert. Fuldstændig brugt. Så brugt at jeg bare ville hjem. Hele dagen havde jeg vret plaget af hikke og når jeg hikker er det ikke sådan et stille og sødt tøsehik. Det er HIKKE med meget store hop og hvor bliver man træt af det. Så jeg ville egentlig hjem, men så gik Fatboy Slim i gang og jeg kunne mærke kroppen gav efter og bare begyndte sin egen fest. Det var for fedt. Jeg stod og råhoppede hele koncerten igennem og nød hvordan musikken drev mig rundt. Bagefter var jeg så også brugt.

Næste år skal vi afsted HELE festivalen.

P.S. en stor tak til det formidable hotel vi overnattede på. Vi glæder os til at komme igen næste år.

Berlin del 1.

Så er ferien jo desværre helt ovre. Helt slut, prut finale og det er jo lidt trsit, selvom jeg nok trænger til at komme på arbejde igen. Mit problem med ferie er at jeg tager på, spiser for meget, drikker for meget, ryger for meget men motion laver jeg absolut ikke for meget af.

I år skulle familien på den helt store prøve. En tur til udlandet. Ja vi har ikke tidligere været i udlandet sammen og det skulle da lige planlægges lidt. Først og fremmest skulle der findes en lejlighed, det gik nemt. En sød kollega har en meget lækker lejlighed vi kunne leje. Så skulle bilen jo bare pakkes og så afsted.

Hmmm var der ikke noget med pas? Jeg idste at mit eget var udløbet, men hvad med husbondens? Han fik vist nok et da han skulle på bogbustræf i Finland(!). Det stoer problem hos os herhjemme er: Hvor f.... gemmer vi tingene hen, så vi kan finde dem igen??? Der blev ledt og ledt. Jeg mener vi havde (vist nok) haft det i hånden for et par måneder siden, da vi flyttede rundt på bunkerne og havde (vist nok) lagt det, så vi let kunne finde det igen. HEP fandt det i en kasse, der indeholder brevpapir. Den bliver så ikke brugt så tit.

Vi skulle så have bestilt pas til resten af familien. Vi piger skulle jo også med. Efter mange forsøg, det kan jo lade sig gøre på biblioteket nu om dage, fik jeg dem bestilt og de kom og...så har de ikke været fremme en eneste gang, mens vi var afsted. Hvorfor f... er det lige at man skal bruge så mange penge på det???

Et uges tid inden jeg skulle afsted, fik jeg en mindre panisk mail fra min kære søster, børnebibliotekaren, der havde været sammen med kolleger i muntert selskab og fundet ud af, at for at køre i Tyskland skal bilen have et miljømærke. Tonen var rimelig panisk, men jeg kunne berolige hende med, at det havde jeg styr på. Så det blev anskaffet dagen før vi skulle afsted.

Bilen blev pakket med tøj og linned. Ungerne pakkede på livet løs, for der skulle bruges nogle timer på bagsædet og så afsted....

Tilbage??

Nå så har jeg holdt ferie og det har vist nok givet mig blod på tanden igen. Jeg tror bloggen genopstår, håber ikke den begynder at gå igen.

Hvad betyder dette? Forhåbentligt at man fremover kan læse små indlæg i lind strøm, uden at PausePoul tager over. Jeg prøver endnu en gang. Jeg har lige et par fortællinger om ferien og lidt om arbejdet og lidt om....