Bedsteveninder

Jeg har tre veninder der står mig specielt meget nært, måske fordi de har været der i mange år og har været vidne til mange af mine op- og nedture, hvor de aldrig har forsømt at give deres besyv med. Et stort held for mig.

Min ældste bedsteveninde startede med at sende mig på rektors kontor en af de første dage på min nye skole. Hun er en intelligent og meget smuk pige, jeg blev betaget af hende fra starten. Hun er den, der har forsøgt at give mig lidt at hendes sikre stil. Hun er utrolig kreativ, hvilket jeg nyder godt af, da hun nu laver smykker. Vi har sammen udforsket ungdommen og dens faldgruber. Vi har skændtes om alt fra fyre til farven på neglelakken. Vi har lånt hinandens tøj, tørret op efter hinanden (når blandingen af alkohol blev for bizar) og danset til den lyse morgen. Kort sagt været veninder, bedsteveninder.

Hun har været der rigtig mange gange for mig. Hjulpet når det har brændt på og haft en god skulder at græde ud ved, når det ikke gik som jeg ville med de der fyre (og det er sket mange gange). Hun var der, da jeg gik fra en kæreste og manglede et sted at bo og hun var der med det samme, da jeg mistede min mor. Hun er en person, der er utrolig givende og sommetider kan jeg blive bange for, at jeg bruger hende for meget i vanskelige situationer. Hun har en høj stjerne hos mig.

Min anden bedsteveninde er efterhånden blevet en form for storesøster for mig. Hun accepterer, (næsten) alt jeg gør og fortæller mig altid, hvor stolt hun er af mig og de valg, jeg foretager. Det var sammen med hende, at jeg oplevede Skanderborg Festivalen første gang ( mange andre gange). Os to, et telt og éen fadøl som vi delte om lørdagen til chilien. Tænk sig jeg har været på festival flere gange, hvor jeg har været frisk om morgenen, fordi vi gik tidligt i seng. Vi fandt den fidus at stå op midt om natten og få et bad, for så var der plads og rengøringen havde lige været der. Det var de fede tider og jeg takker hende for, at hun holdte koncerterne med Lars Lilholt ud (jeg er blevet klogere senere, selvom jeg nu glæder mig lidt til et gensyn på dette års Skanderborg Festival). Hun har selvudnævnt sig til tante for mine to prinsessebøller og udtaler sig (næsten) kun positivt om de unger, som kun familie kan gøre. Og mine piger elsker hende.

Hun er også en veninde jeg har været nærmest rædselsslagen for. Hun er et par år ældre end mig og i gymnasietiden var det store sager. Jeg så meget op til hende. Hun er virkelig intelligent. Hun kan ikke lade være med at læse og blive dygtigere, jeg misunder det gen hos hende. Det er imponerende, hvad hun sætter sig for og gennemfører. Jeg beundrer hende meget.

Min tredje bedsteveninde har også et specielt sted i mit hjerte. Det er hende jeg har læst sammen med, det er hende jeg har drukket allerflest øl sammen med og det er hende, jeg har boet i bofællesskab med. Første gang jeg ringede til hende, var for at høre om vi skulle hænge ud sammen, så jeg inviterede til en kop te. Hun blev meget stille og var ikke så fandens lun på ideen, kom med en eller anden latterlig undskyldning om studier, der skulle passes. Da jeg så ændrede teinvitationen til en kop øl, ændrede stemningen sig. Straks var hun på og det var så starten på et fantastisk venskab.

Hun er en super studiekammerat. Vi var gode til at skrive opgaver sammen, for når den ene var nede, var den anden oppe. Sammen blev vi bedre og det er en fantasisk egenskab at have i et partnerskab. Hun stiller op hver gang, jeg har brug for hende. Og sammen med hende kan jeg få mange timer til at gå med at svælge i fortidens tåger og drikke et par flasker rødvin.

Fælles for dem alle tre er, at de har fundet sig i mig og mine luner i mange år. De har taget min familie og mine børn til sig, som var de deres allerkæreste og for det skylder jeg dem en stor tak. Derfor har jeg valgt at hylde dem med dette lille indlæg, for de er noget helt specielt for mig. Jeg er meget heldig, at have fundet tre så stærke, selvstændige og smukke kvinder at læne mig op ad og jeg håber meget, at bare en lille smule af deres specielle evner smitter lidt af på mig.

De er min valgte familie og jeg elsker dem højt, for at være dem de er!

Den lille hvide pind

Nej det drejer sig ikke om cigaretterne, dem lagde jeg (næsten) på hylden, da jeg ventede Frederikke og Amalie. Det drejer sig om Troldepus' hvide pind, den der gør ham usynlig. En lille hvid pind han putter i munden og vups, er han usynlig for alle andre end trolde. Den gad jeg godt have. Min yngste datter Amalie, er overbevist om at hun har den, hun ved bare ikke, hvad det er. Når hun bliver sur eller stædig stiller hun sig hen i et hjørne med trutmund og lukkede øjne. Så er hun væk og det er alle vi andre også! I mit eget tilfælde kunne jeg godt bruge den, når jeg kan se, at der trænger til at blive gjort rent derhjemme eller min far ønsker jeg skal lave noget for ham eller ungerne er overbeviste om, at vi skal lege frisør. Ind i munden med pinden og ingen kan se mig...

Hans sorte pind kunne jeg også godt bruge. Man ønsker sig et sted hen og vupti så er man der. Den kunne jeg rigtig godt have brugt mange gange. Jeg tilbring mange timer i min bil og det er såmænd hyggeligt nok, men en gang imellem ville det være rart at slippe for umulige lastbilchauffører, der partout skal ligge og køre ræs side om side på motorvejen med 80 km/t. Eller manden fra Brønderslev (det kalder man dem, når man kommer fra Nordjylland) med den bløde hat, der ligger midt på motorvejen og ikke kan finde ud af om han skal køre i det ene eller det andet spor og det hele foregår lavt i sædet, så han knap nok kan se over rattet og kører 70 km/t. Alle dem ville jeg slippe for hvis jeg havde Troldepus' lille sorte pind.

Jeg kunne nu også godt bruge en pind, der sikrede mig muligheden for at gå tilbage i tiden, så jeg kunne lave om på en enkelt ting eller to. Bare en dags tid. Så jeg kan få sagt de rigtige ting på rette tid og ikke komme i tanke om dem, når det hele er overstået. Her tænker jeg ikke på svaret til den umulige låner, der står og råber dumme ko af en, fordi vedkommende ikke har afleveret til tiden og skal betale en tier i bøde. Hvorfor han råber har jeg endnu ikke fundet ud af. Det er som om folk tror, de kan behandle offentlige ansatte uden den mindste form for respekt, bare fordi de er offentligt ansat. Nej jeg har brug for den, når jeg endnu en gang har ladet min entusiasme tage over og hvirvlet rundt som en tornado. Fortalt om de fantastiske ting der kan ske når man sætter ord som bibliotek, formidling og udvikling sammen, blevet rød i hovedet af iver over de mange muligheder der findes med lidt kreativitet. På den måde kan jeg gå tilbage og fortælle at jeg IKKE kun er en tornado, men også en vind, der sikrer at verden består og drives fremad, så alle er parate til en ny omgang med tornadoen. Men desværre har jeg ikke den pind og den savner jeg.

Heldigvis har min søster været på besøg og taget et billede af mine dejlige piger. De får mig til at tænke på forår og lyse tider forude. Og inden længe har jeg glemt alt om uvejret og er ovenpå igen, med al min entusiasme og engagement, parat til at vælte andre.