onsdag den 11. marts 2009

En madelskers mareridt

Hold op hvor har jeg ondt af mig selv. Ikke kun fordi jeg har hovedet fyldt med snot, men pga. hvad det gør ved mig, det snot.

Når jeg er så forkølet som jeg er i disse dage, mister jeg smagssansen og DET er en katastrofe. Står op om morgenen og skal have lækker frisk frugt med acido på og en god kop grøn morgente. Mit favoritmåltid om morgenen. Det er så pragfuldt at få tre-fire forskellig slags frugt og opleve de smagsnuancer der er. Det søde fra vindruerne blandet med de syrlige æbler og den bløde banan. De sidste par morgener har det mest smagt af...ingenting. Konsistensen er der jo stadig, men smagen mangler.

Min kære husbond sørger for frokost til mig. I mandags skulle vi have rester. Langtidskogt blomkål i tomatsauce med løg, hvidløg, oliven og sardiner. En kongeret. Dertil rester af svinekam fyldt med mozarellaost, soltørrede tomater og basilikumspesto. Jeg forsøgte ikke engang at spise det. Tanken om at spise den mad og så det ville smage som at række tungen ud af vinduet. ÆV. Det blev til en gang müsli med mælk. Fordelen var selvfølgelig, at jeg ikke kunne smage mælken.

Til aften stod den på kyllingetærte med grøntsager til. Ungerne spiste helt vildt og ifølge dem smagte det fantastisk, mens jeg bare spiste for at få lidt i maven. Det er ikke optimalt. Jeg vil kunne smage den mad jeg putter i munden ellers kan det jo være lige meget.

Opskriften på den gode tærte kommer her. Måske jeg kan fornemme smagen mens jeg skriver...

Dej
250 g mel (vi plejer at lave en blanding af hvedemel og rugmel. 75 g rugmel og 175 g hvedemel)
125 g margarine/smør
3/4 dl vand
Lidt salt.

Smuldr fedtstof i melet/saltblandingen og ælt det godt sammen med vandet. Alt efter hvor præcis man har været med vandet, kan der sagtens blandes mere mel i. Rul dejen ud og læg den i et smurt tærtefad. I ovnen i 10 minutter ved 200 grader.

Æggeblanding
3-4 æg
3-4 dl cremefraiche
salt/peber
Evt ost

Vi har mange forskellige slags fyld vi godt kan lide.

Kylling (vi har næsten altid en rest fra søndagskllingen), spinat og feta (feta er en fast bestandel for pigernes skyld)
Kylling, soltørret tomater, frisk basilikum og frisk mozarella (kun når vi er alene, pigerne er ikke vilde med soltørrede tomater. Ellers laver vi halvdelen uden tomater)
Laks (røget eller fersk), spinat og feta (feta er ekstragod med den røgede laks)
Søde porrer (Man tager 3-4 porrer. Renser og skærer i tynde skiver. Hak 2 fed hvidløg. En klat smør og lidt olivenolie kommes i en sautepande og smelter ved middel varme. Kom porrer og hvidløg på panden og læg låg på. Lad det simre ved lav varme i 10 minutter og porrerne er helt søde. Salt til sidst)

Tag tærtedejen ud af ovnen, kom fyld og æggeblanding på og kom den i ovnen i ca. 35-40 minutter. Vores piger elsker tærte og det er let og billig mad. Kan kun anbefales.

Og vupti kom dette indslag til at omhandle mad til sidst, sevom det mest var for at få lidt medlidenhed i min snottede tilstand.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar