mandag den 9. marts 2009

Barn nummer tre?

Så fik jeg endelig det allerbedste argument for at få barn nummer tre. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne vil have en kæmpe børneflok men, at gemalen ikke er helt enig og han skal jo også have lidt at sige, indimellem. Men jeg har fundet et argument, hvor det er lige før, jeg tror, jeg kan overtale ham.

Det er i forbindelse med den kære skattelettelse. Nej vi får ikke noget ud af den, vi tjener for lidt og har for meget gæld! Næ det drejer sig faktisk om den grønne check. Den store grønne check som alle familier får pga. grønne afgifter.

Dansk Folkeparti har stolt været ude og fortælle, at de har sikret en udvidelses af den grønne check til familier med børn. Det vil sige, det er kun til familier med to børn, så tingene ikke løber løbsk. Som Mikkel Dencker bliver citeret i Information "Det mest almindelige i Danmark er, at folk ikke har mere end to børn, og vores politik er tilrettelagt, så den tilgodeser danske statsborgere [...] efter det kulturelle mønster i danske familier."

Bare af den grund, burde vi få et barn ekstra eller to. Jeg vil ikke være en del af Dansk Folkepartis danske kulturelle mønster. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på de mange, af vores venner (og de er danske statsborgere og alt det der) der har tre børn eller flere. Gad vide hvordan de har det med at få skudt i skoen, at de ikke tilhører det kulturelle mønster i danske familier?

2 kommentarer:

  1. Uha, uha dilemma. Hvad skal os, der vælger at udvide familien med afkom fra den anden side af jorden dog finde på? Skal vi nu holde os indenfor grænsen på de to, så vi kan blive en "almindelig og rigtig" dansk familie? Eller skal vi gå Angelina Jolie på situationen og skaffe os en 8-10 stykker, så gen-punjen for alvor kan ligne noget snavs? Bare for at provokere tror jeg vi vælger det sidste...

    SvarSlet
  2. Jeg synes du skal vælge at gå Brangelina vejen. Vi vil glæde os til at være tante og onkel for dem alle. Og så danner vi en klub for alle dem, der ikke vil være en del af DFs kulturelle familiemønster!

    SvarSlet