lørdag den 6. december 2008

Julefrokost

Så oprandt dagen, hvor jeg skulle afprøve det fænomen der kaldes julefrokost med mine nye kolleger.

Det kan klart anbefales at få afprøvet kollegerne under mere frie former. Jeg vil til deres ros sige, at de ved hvordan man holder fest. Maden var absolut ikke fantastisk, måske fordi jeg ikke går i selvsving over den traditionelle julefrokostmad. Der blev bl.a. serveret en grøn substans, som en vittigt kaldte stuvet græs. Et ganske rammende navn, det så sådan ud og jeg kan fuldt ud forestille mig, at stuvet græs smager ligesådan.

Øllene var til gengæld billige og de smagte fortræffeligt. Jeg er stor tilhænger af kolde fadøl og i går var ingen undtagelse.


Sådan en julefrokost er også tidspunktet man finder ud af nye ting om kollegerne. Jeg vidste ikke at min kære økonomichef, rent faktisk kan synge. Der var opstillet et karaokeanlæg og det fik han afprøvet flere gange, til stor jubel fra resten af selskabet, ikke mindst hans juhu-piger.

Jeg selv var deroppe en enkelt gang for at synge . Ikke særlig smukt, men en sang der er til at synge. Karaoke-anlæg til en julefrokost er ikke den optimale underholdning, men det er ganske sjovt at høre og se folk føre sig frem på scenen.

Alt i alt var det en underholdende aften og absolut ikke sidste gang jeg fester med de mennesker.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar