Weekenden har stået i Bibliotekarforbundets navn. Jeg har været til generalforsamling og det var ikke kun en pligtdeltagelse, fordi jeg er medlem af forbundets hovedbestyrelse. Jeg synes, det er sjovt og interessant at tage del i diskussionerne om forbundet og dets fremtid.
En af de store debatter denne gang er forslaget fra hovedbestyrelsen om, at Bibliotekarforbundet skifter navn til KULTUR & VIDEN [Bibliotekarforbundet]. Navneskiftet er en del af en lang proces bibliotekarforbundets personale, formandinden og hovedbestyrelsen. En proces hvor vi har arbejdet med visioner og værdier for forbundet. I den forbindelse er vi blevet enige om, at det vil være rigtigst at skifte navn.
Er det så det rigtige navn vi har valgt? Jeg ved det ikke. I den lange proces har der ikke været noget navn vi alle kunne sige YES! til, men vi var enige om at et navn som Aurora ikke ville være det rigtige. Efter at have haft kendskab til navnet et par måneder, er jeg faktisk blevet helt glad for det. Tanken er at første del af navnet KULTUR & VIDEN retter fremad og at undertitlen [Bibliotekarforbundet] sikrer, at vi får vores historie med.
En anden vigtig pointe i forhold til det nye navn er, at det er en strategisk beslutning at skifte navn. Et navneskifte alene er ikke nok til at sikre en overlevelse for Bibliotekarforbundet, men det er et skridt i den rigtige retning. For at blive endnu stærkere og få flere medlemmer skal vi være rigtig gode til at fortælle om, hvem vi er og hvad vi kan. I den forbindelse vil det være helt rigtigt at foretage et navneskifte. Det nye navn vil kunne bruges meget mere strategisk end det eksisterende.
Formanden vil fremover have mulighed for at skrue op og ned for dele af navnet, alt efter hvem man henvender sig til. Drejer det sig om kontakt med Kulturministeriet eller i enkelte forhandlingsituationer kan man fremhæve [Bibliotekarforbundet]. Skal der skabes kontakt til nye samarbejdspartnere kan man foretrække at slå på KULTUR & VIDEN.
Sidst men ikke mindst skal man ikke underkende det faktum, at vores meget dygtige formand selv anbefaler et navneskifte, fordi hun mener det kan blive et meget brugbart redskab i hendes fremtidige arbejde. Et meget væsentligt argument! Og en af grundende til at jeg stemmer for forslaget om nyt navn til Bibliotekarforbundet, så hun også får det redskab at arbejde videre med.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar