Mysmysbarn

SÅ skete det. Der er langt om længe kommet et nyt medlem i familien. Okay det er ikke den blodbeslægtede del, men noget nær det nærmeste man komme det. Min ynglings "storesøster" og hendes mand er efter mange års venteitd endelig blevet forældre. Jeg har lige været inde på deres hjemmeside Mysmys og se billederne af deres dejlige dreng. Det var lige en omgang til tårekanalerne. Hvor er han bare dejlig og hvor ser forældrene glade ud. Det luner langt inde i efterårshjertet at se de tre glade væsener.

Da sjællænderne for snart 3 år siden fortalte os, at de havde besluttet sig for at adoptere, blev vi meget glade på deres vegne. Med lidt held ville vi få jævnaldrende børn, da vi selv ventede vores yngste. Det første år gik og den store euforiske samtale om børn, blev knap så euforisk. For hvornår kom det barn? Det så mere og mere dystert ud. Det var en forfærdelig tid. For man vil så gerne holde optimismen oppe og være støttende, men samtidig gik jeg rundt med en frygt for, at ikke ville få oplevelsen at blive forældre.

Jeg ved, at de har været igennem en masse tanker om det at blive forældre via adoption. Det har vi som pårørende også. Jeg mener, helt ærligt, man aner ikke hvilket barn man får i hænderne. Når jeg tænker på alt det, der er skrevet om barnets tarv og den vigtige påvirkning af det spæde barn, så har jeg i perioder gået rundt med en hård klump i maven. For hvad er det for et barn der kommer? Hvad nu hvis barnet ikke kan lide forældrene eller hvis man slet ikke passer sammen? Jeg ved godt, at sådan bliver det ikke i virkeligheden, men tankerne kan forstyrre rigtig meget.

Da sjællænderne besøgte os i sommers fortalte de os, at de ikke mere var så optimistiske med at få barn. Adoptioner fra Kina var næsten sat i stå og inden for et par år ville de skulle igennem hele processen igen og det var de ikke sikre på de kunne klare. Når jeg tænker på deres fortællinger om deres "kurser", de skulle igennem for at blive erklæret egnet som forældre, priser jeg mig lykkelig for, at vi har haft nemt ved at få de to bølleprinsesser vi har.

Og hvad sker der så? De ringer to dage efter i vild jubel. De havde fået en liste over børn med specielle behov og på den liste var deres søn! Hvad han lavede der vidste de ikke, men nu skulle han hentes hjem og det så hurtigt som muligt.

Det har været en sand lykkerus at tænke på dem men samtidig kom igen de der forfærdelige tanker. Hvad nu hvis...der går noget galt og de alligevel ikke får ham...han ikke kan lide dem...flyet falder ned...jorden går under. Som den opmærksomme læser nok kan forstå, så har disse tanker ingen hold i virkeligheden, men derfor er de der stadig. Det vil sige, nu har jeg lige set de dejlige billeder af den nye familie og dermed er tankerne pakket langt væk.

Min nye "nevø" er superdejlig og jeg glæder mig allerede til at han er kommet hjem, har lært sin far og mor at opføre sig ordentligt, så de ikke er for pylrede. Så kan jeg nemlig få ham til Kolding og sørge for, at han får en ordentlig dosis tøsebaciller og blive forkælet ud over alle grænser (hvilket han jo selvfølgelig ikke vil blive hos sin far og mor ;-))

Så et stort tillykke til det nye forældrepar og lige på falderebet: Velkommen til en ny verden, hvor nattesøvn kan være en mangelvare, med skoldkopper, halsbetændelse, snotnæser, forældresamtaler med børnehaven, pletter på tøjet og superkrammere af et lille væsen man elsker overalt på jorden.

Tillykke og skynd jer nu hjem