Den lille hvide pind

Nej det drejer sig ikke om cigaretterne, dem lagde jeg (næsten) på hylden, da jeg ventede Frederikke og Amalie. Det drejer sig om Troldepus' hvide pind, den der gør ham usynlig. En lille hvid pind han putter i munden og vups, er han usynlig for alle andre end trolde. Den gad jeg godt have. Min yngste datter Amalie, er overbevist om at hun har den, hun ved bare ikke, hvad det er. Når hun bliver sur eller stædig stiller hun sig hen i et hjørne med trutmund og lukkede øjne. Så er hun væk og det er alle vi andre også! I mit eget tilfælde kunne jeg godt bruge den, når jeg kan se, at der trænger til at blive gjort rent derhjemme eller min far ønsker jeg skal lave noget for ham eller ungerne er overbeviste om, at vi skal lege frisør. Ind i munden med pinden og ingen kan se mig...

Hans sorte pind kunne jeg også godt bruge. Man ønsker sig et sted hen og vupti så er man der. Den kunne jeg rigtig godt have brugt mange gange. Jeg tilbring mange timer i min bil og det er såmænd hyggeligt nok, men en gang imellem ville det være rart at slippe for umulige lastbilchauffører, der partout skal ligge og køre ræs side om side på motorvejen med 80 km/t. Eller manden fra Brønderslev (det kalder man dem, når man kommer fra Nordjylland) med den bløde hat, der ligger midt på motorvejen og ikke kan finde ud af om han skal køre i det ene eller det andet spor og det hele foregår lavt i sædet, så han knap nok kan se over rattet og kører 70 km/t. Alle dem ville jeg slippe for hvis jeg havde Troldepus' lille sorte pind.

Jeg kunne nu også godt bruge en pind, der sikrede mig muligheden for at gå tilbage i tiden, så jeg kunne lave om på en enkelt ting eller to. Bare en dags tid. Så jeg kan få sagt de rigtige ting på rette tid og ikke komme i tanke om dem, når det hele er overstået. Her tænker jeg ikke på svaret til den umulige låner, der står og råber dumme ko af en, fordi vedkommende ikke har afleveret til tiden og skal betale en tier i bøde. Hvorfor han råber har jeg endnu ikke fundet ud af. Det er som om folk tror, de kan behandle offentlige ansatte uden den mindste form for respekt, bare fordi de er offentligt ansat. Nej jeg har brug for den, når jeg endnu en gang har ladet min entusiasme tage over og hvirvlet rundt som en tornado. Fortalt om de fantastiske ting der kan ske når man sætter ord som bibliotek, formidling og udvikling sammen, blevet rød i hovedet af iver over de mange muligheder der findes med lidt kreativitet. På den måde kan jeg gå tilbage og fortælle at jeg IKKE kun er en tornado, men også en vind, der sikrer at verden består og drives fremad, så alle er parate til en ny omgang med tornadoen. Men desværre har jeg ikke den pind og den savner jeg.

Heldigvis har min søster været på besøg og taget et billede af mine dejlige piger. De får mig til at tænke på forår og lyse tider forude. Og inden længe har jeg glemt alt om uvejret og er ovenpå igen, med al min entusiasme og engagement, parat til at vælte andre.